Historie

Læs to spændende jubilæumsberetninger fra “første parket”, som er skrevet af henholdsvis Hanne Hansen og Jørgen Christiansen.

God fornøjelse med teaterlæsningen!

Af Hanne Hansen, Næstformand i Vestsjællands Teaterkreds 

Skrevet i anledning af 60-års jubilæet 12. december 2023

I 1961 blev der oprettet et kulturministerium i Danmark – med Julius Bomholt som landets første kulturminister. Det blev skelsættende for kulturlivet fremover! Der blev arbejdet hårdt i det nye ministerium for at få defineret et kulturbegreb: Med et overordnet spørgsmål: Hvad er kultur? Et spørgsmål, det blev umuligt at svare entydigt på. Og som stadigvæk ikke er besvaret. En stor fordel for kulturlivet, fordi det er ensbetydende med udvikling af brede rammer.

Der blev i det nye ministerium arbejdet på højtryk for at få udbredt et vidtfavnende kultursyn i hele landet med blandt andet etableringen af teaterkredse/teaterforeninger – at få det såkaldte københavneri manet i jorden. Noget yderst vigtigt for oprettelsen af teaterkredse var, at man flyttede ansvar og lovgivning væk fra justitsministeriet og over i det nyoprettede kulturministerium. Teaterlivet skulle ikke længere kontrolleres, men udvikles. Denne ændring – at man gik fra kontrol til udvikling – førte til oprettelse af ”tænketanke” omkring teaterliv rundt i det ganske land. I foråret 1963 kom landets første teaterlov, som beskrev diverse tilskudsordninger, abonnementsordninger, teaterliv for børn og unge, krav til Det Kongelige Teater om turnévirksomhed samt mulighed for oprettelse af turnerende teatre.

På den baggrund dannedes Vestsjællands Teaterkreds i december 1963. (Teaterkredsen blev oprettet med støtte af et nyt udvalg i det daværende Vestsjællands Amt – deraf navnet).

Det blev startskuddet på et kulturelt fyrtårn i Slagelse Kommune. Og siden har Vestsjællands Teaterkreds været et meget synligt islæt i kulturlivet i Slagelse. Teaterkredsens succes lige fra dens stiftelse var blandt andet medvirkende til, at der i Slagelse blev oprette et kulturudvalg; eller rettere det eksisterende sportsudvalg skiftede navn til kulturudvalg og fik tilført nye arbejdsopgaver. Blandt andet var et medlem af kulturudvalget (som oftest formanden) tilforordnet til og deltager i Teaterkredsens bestyrelse. Yderst givende for dialogen om teaterlivet i Slagelse. En forhistorie, der er nødvendig for forståelsen af, hvem og hvad den kommende 60-års fødselar var og er!! Fordi det tilbud, der i dag kommer fra Teaterkredsen, i den grad er underlagt den forhåndenværende lovgivning og de muligheder, der ligger i den – både landspolitisk og lokalpolitisk.

Som udgangspunkt kan det konstateres, at den 60-årige ikke bare lever, men lever godt. En af de få teaterforeninger i Danmark, der kan glædes over at have succes såvel med salg af billetter som økonomisk. En teaterforening som ikke er mærket af coronakrisen. En teaterforening, som kan indgå kontrakter med de store og alsidige teaterudbydere og derved tilfredsstille et stort og teaterinteresseret og meget trofast publikum. En teaterforening, som er uafhængig af kommunal støtte og derfor har et stabilt overblik oven sin økonomi. En teaterforening, som nyder stor anerkendelse i byens erhvervsliv. En teaterforening, som igen, igen bringer Slagelse på det landsdækkende kulturelle landkort.

Den 60-årige er så ungdommelig som ikke tidligere. Takket være en ændring af begrebet scenekunst er det muligt at tilbyde et yderst varieret program for 2023 – 2024. En jubilæumssæson, der tydeligt viser, at scenekunsten lever og udvikles. Nye navne, nye genrer, og dermed helt nye og spændende oplevelser og appel til et yngre publikum. Heldigvis er der plads til og mulighed for både det store klassiske drama, monologer, moderne dans og alt derimellem. Dette bevirker, at teaterkredsen når vidt omkring. Det kan nævnes, at Vestsjællands Teaterkreds har abonnenter fra ca. 30 forskellige postnumre.

Teatersalen fyldes af glade og tilfredse tilskuere, som nyder den smukke og velfungerende teatersal. Hertil kommer teaterbaren, hvor der kan nydes et godt måltid før en forestilling. Teaterbaren servicerer også i pausen.

Der er langt fra de første sæsoner i Vestsjællands Teaterkreds, til det der er muligt og tilbydes i dag. Men arbejdsbetingelserne har også ændret sin mere end markant. Dengang i 1963 kunne en teaterkreds vælge mellem kongelige Teater og Det kongelige Teater. Der skulle oprettes to serier: Lystspil i den ene og ”tragedie” i den anden. Hver serie skulle bestå af tre og kun tre forestillinger.

Nu kan en bestyrelse vælge mellem sådan ca. 100 forskellige tilbud vedrørende scenekunst og er ikke bundet af kravet om oprettelse af serier.

Der kan tegnes abonnement blot med et krav om indkøb at tre forestillinger. Dengang fra 1963 til omkring 1970 kunne en teaterkreds orientere sig omkring et muligt repertoire via en ”håndbog” med en kort beskrivelse af handling og medvirkende i de enkelte udbudte forestillinger. Nu afholdes en gang årligt et stort anlagt teaterseminar, hvori der deltager alle landets teaterkredse / foreninger, ca. 85 producenter af scenekunst fra Det kongelige Teater til små nyudviklede performance grupper og bestyrelsen for paraplyorganisationen Danmarks Teaterforeningen. Her kan der erfaringsudvikles, snakkes med producenter, og frem for alt giver producenterne små smagsprøver på deres kommende forestillinger. Tre hektiske, givende og konstruktive dage, som danner basis for sæsonplanlægning.

I denne sæson – jubilæumssæsonen – har bestyrelsen valgt at brede sig ved at kontakte teaterarrangører, som gør det muligt med en meget stor bredde. Herunder hører bl.a. Vild med jul.

Dengang fra 1963 og frem til midt 70erne var udbuddet af forestillinger på ca. 10 forskellige forestillinger, men spillet to til tre gange pr forestilling. Det betød, at skuespillerne overnattede i byen – (pas på: Gøglerne kommer) – og det sociale samvær mellem de medvirkende, de lokale scenemedarbejdere og de forhåndenværende bestyrelsesmedlemmer var yderst givende og ofte ekstremt morsomt. Der var mange, rigtig mange festaber i de forskellige kompagnier. Det hændte ofte, at der blev arrangeret middag privat hos et bestyrelsesmedlem.

Nu, hvor der spilles ca. 30 forskellige stykker på en sæson, kommer skespillerene kort før, de går på scenen, og drager hjem næsten inden den sidste klapsalve har lydt. At være skuespiller i dag er hårdt, meget hårdt arbejde. Forestilling om aftenen, prøve på nye forestillinger i dagtimerne og måske lige lidt TV-optagelse. Men alle, der kommer til teatret, er meget glade for vores teater og de tilhørende faciliteter for såvel skuespillere som teknikere. Man føler sin yderst velkomne i selskab med den forhåndenværende bestyrelse. Taksigelserne i vores gæstebog udtrykker meget klart, hvordan det føles at komme til Vestsjællands Teaterkreds. Det gør arbejdet i bestyrelsen absolut meningsfyldt.

Inger Haman tog sig yderst moderligt af de mange forskelligartede skuespillere. Der blev sørget for kaffe, kage og ostemad ved ankomsten til teatret, natmad efter en forestilling og tilbud om både dette og hint. Natmaden er naturligvis ikke længere aktuel, men ostemadden omtales igen og igen.

Ved siden af de mange forestillinger på Slagelse Teater har Vestsjællands Teaterkreds gennem årene arrangeret teater for børn og unge. Frem til 1990 tegnede Teaterkredssen kontrakt med teatergrupper, som målrettede deres forestillinger mod børn og unge. Rundt på byens skoler kom to gange årligt forestillinger for skolens elever. En gang for de store, en gang for de mindre.

Bortfald på grund af manglende kommunale tilskud. Frem til og med denne sæson har Vestsjællands Teaterkreds arrangeret to årlige forestillinger for alle byens børnehavebørn. Bortfalder med udgangen af 2023 på grund af bortfald af kommunale tilskud. Lidt trist, at den 60-årige skal ophøre med en aktivitet for børn og unge. Et hjertesuk! Men den 60-årige lever, er livskraftig og stadig på vej mod nye udfordringer. Fornyelse i repertoire, eksperimenter af alle slags, fastholdelse af vores trofaste og begejstrede publikum og et ønske om at tiltrække yngre og unge tilskuere.

Det er klart, at der gennem 60 år har været mange sjove, forskellige, alvorlige oplevelser bag scenen. Oplevelser, der til slut kan deles ud af. Ikke i kronologisk orden, men yderst kalejdoskopisk.

Ghita Nørby, som krævede to stabile hundepassere til at tage sig af mynderne, selv samme dame, der nægtede at gå på scenen, fordi hun manglede de rigtige sko (farven på dem, hun havde, var forkert) – der blev købt et par i den rette farve. Forestillingen blev ca. et kvarter forsinket på grund af tekniske problemer – hed det sig.

Helge Kjærulff-Schmidt der på sin sidste turné (Mirakelbrønden) havde svært ved at huske sin tekst og tillige havde svært ved at høre. Det betød, at publikum så Helge Kjærulff spille sin rolle – en formidabel præstation – og hørte suffløren!

Lisbeth Dahl, som spillede Piaf forestilling samme dag, som ægtefællen Preben Kaas havde taget livet af sig selv!! The show must go on – var hendes kommentar.

Karen Lise Mynster som igen, igen havde krævende roller – tre store græske tragedier i rap. Ved en premierefest udtalte hun – hvorfor skal jeg altid dø i Slagelse.

Mime Fønss, – som spillede med i Erasmus Montanus det år, hvor Casino lige var brændt, og festsalen på det daværende gymnasium var i brug som teatersal, – udtalte: Her lugter så meget af gymnasium, at jeg får gåsehud! Jeg må have noget stærkt. Hun fik en whisky! Senere blev der rigtig holdt fest!! Den foregik i lærerværelset – på en hverdags aften. Og der var tydelige spor efter det kalas dagen efter. Gøglerne havde været der.

Søren Sætter Lassen – Lang dags rejse mod nat – skulle ligge syg af tuberkulose!! I regien stod, hvornår han skulle hoste. Til brug for alle de medvirkende. I Slagelse var han så forkølet, at han ikke kunne styre sin naturlige hoste. Det førte til stor forvirring i de øvriges replikker – så et yderst dramatisk skuespil udviklede sig ufrivilligt til en farce.

Sådanne episoder er der mange af, og de vil vedblivende opstå. På samme måde, som Vestsjællands Teaterkreds vedblivende vil være en væsentlig del af Slagelse Kommunes kulturliv. Nu i en udgave, hvor der er ansat professionel kommunikations medarbejder på kontoret. Vores succes er blandt andet et udtryk for, at Teaterkredsen drives fornuftigt med en blanding af lige dele fastholdelse af tradition og udsyn til det kommende! En bredde i repertoire, der afspejler de ønsker og krav er moderne publikum må have. Et kulturtilbud, der kan konkurrere med det kæmpe udbud, der lever i 2023 og frem.

Vi satser på, at der om 40 år holdes er brag af en 100-årsfest.

 

Af Jørgen Christiansen, formand 1978-2005

Min kone Elna og jeg havde været medlemmer af teaterkredsen, siden den blev stiftet i 1963. Vi var begge ivrige teatergængere, inden vi kom til Slagelse i 1960, så vi var glade for, at det nu blev muligt at komme i teater i byen til gode og varierede forestillinger. Som abonnent skulle man købe mindst 4 forestillinger pr. sæson, og abonnementsordningen gjorde, at billetterne var til at købe, selv for en nyansat adjunkt. I mange år var vi almindelige abonnenter og havde mange dejlige teateroplevelser.

I slutningen af 1970’erne skete der så pludselig flere dramatiske begivenheder. Casino-teatret brændte i 1976, og året efter døde teaterkredsens formand Valdemar Foght Nielsen. Inden generalforsamlingen i 1978 spurgte min gode ven og kollega Uffe mig, om jeg havde lyst til at komme ind i bestyrelsen, der i øvrigt bestod af Inger Hamann, Uffe Hansen, Jørgen Kanding og Rita Sveigaard. De havde alle været med i bestyrelsen i mange år og havde klart definerede arbejdsområder, så det, der var brug for, var en ny formand i stedet for Foght Nielsen. Jeg havde ingen erfaring med foreningsarbejde, men dog med noget, der lignede, da jeg havde været formand for lærerrådet på gymnasiet, så jeg sagde ja tak. Allerede samme efterår fik jeg mulighed for at blive lidt klogere på, hvad det var, jeg havde sagt ja til. Jeg var med til det årlige store teaterseminar for alle landets teaterforeninger, og der hilste jeg på mange bestyrelsesmedlemmer og hørte på debatten, hvor de aktuelle problemer for teaterforeningerne blev diskuteret. I seminaret deltog også repræsentanter for de producerende teatre, dem, der leverede de forestillinger, vi skulle købe til vores abonnenter. En af de ting, der blev debatteret på seminaret, var, om teaterforeningerne allerede der måtte indgå aftaler med producenterne om køb af forestillinger til den kommende sæson. Den officielle holdning var, at man burde vente til efter nytår, men i løbet af de følgende år blev det mere og mere almindeligt, at der blev aftalt ting og sager i krogene. Aftalerne blev ”skrevet med blyant” af Det danske Teaters turnemand Ib, og som en teaterkreds med et voksende medlemstal og derfor brug for flere opførelser af de forskellige stykker, havde VT en god status hos Ib, fordi vi aftog op til 5 opførelser af stykkerne. Det var jo en klar fordel for D.d.T. at kunne ligge fast en hel uge samme sted.

Fra begyndelsen og helt frem til jeg blev formand, var stykkerne samlet i serier med 5 i hver. De enkelte serier havde hver deres særpræg. Der var de lette og underholdende, og der var de mere eksperimenterende og alvorlige. Bestyrelsen sørgede for, at der i en serie af overvejende underholdende karakter også var mindst én forestilling af de mere seriøse. Man havde fra den socialdemokratiske kulturpolitik overtaget tanken om, at man på den måde kunne ”opdrage” teatergængerne til at få en bredere forståelse af teaterkunsten. En tanke, jeg altid har været skeptisk overfor, og det ar en af grundene til, at jeg fik resten af bestyrelsen til at acceptere en ny måde at lade publikum vælge på. Vi ophævede serierne, og abonnenterne kunne derefter selv vælge, hvilke stykker der skulle indgå i deres abonnement, der stadig skulle være på mindst 4 forestillinger. Også den lille såkaldte ungdomsserie med særligt eksperimenterende forestillinger indgik derefter i det store udbud. Samtidig med ophævelsen af serierne øgede vi antallet af forestillinger, så der nu blev op til 20 forskellige titler. Abonnenterne tog med begejstring mod det nye, og medlemstallet steg kraftigt de følgende år.

Ved Casinos brand stod Teaterforeningen uden scene, men Gymnasiets rektor Skouby gik ind på at lade os spille på gymnasiets scene i festsalen. Vi fik bygget nogle podier, så gulvet fik en stigning for hver 3. række, hvorefter også de bagerste tilskuere kunne se, hvad der foregik på scenen. Dengang Casino var nyt i 1892 klarede man det problem på en anden måde. Casino havde fladt gulv, så salen også kunne bruges til at danse i, og problemet med udsynet fra de bagerske rækker klarede man ved at gøre stolene højere og højere. Gymnasiets festsal kunne jo kun være en midlertidig løsning, og man overvejede flere andre muligheder, men det endte alligevel med, at kommunen besluttede at købe salen og bygge den om til et rigtigt teater, da Gymnasiet på samme tid flyttede ud i de nye bygninger på Willemoesvej. Efter tre sæsoner i festsalen måtte vi i sæson 1979/80 leje en sportshal på Antvorskov kaserne, hvor der ved den ene langside var en ret stor teaterscene. Podierne fra festsalen blev flyttet med ud til kasernen, men der var brug for nogle flere, og foreningens bestyrelse brugte en arbejdsweekend til at banke nogle spånplader sammen til nye podier. Vores scenemand Vagn var en effektiv leder af arbejdet, og bestyrelsen med ægtefæller fik prøvet kræfter med en anden slags bestyrelsesarbejde.

I sæson 1980/81 kunne vi så indvie det nye Slagelse Teater med 564 pladser. Teatret havde fra begyndelsen nogle mangler så som en alt for lille og nærmest ubrugelig orkestergrav, en lovlig lille scene og et antal pladser, der gør det vanskeligt at få økonomien til at løbe rundt. men det har alligevel fungeret fint i de nu 33 år, der er gået siden. Og nu er der så endelig sket det, som teaterforeningsbestyrelsen har drømt om i alle årene: Teatret bliver bygget om, så de mangler, det har haft fra sin fødsel, bliver afhjulpet.

Den nye teatersal og den nye abonnementsstruktur med det frie valg betød, at medlemstallet steg støt de følgende år, så i løbet af 1980’erne og 90’erne voksede vi til at blive landets største teaterkreds med over 5500 abonnenter og et antal spilleaftener på op mod 70 på en sæson. Med årtusindskiftet kom der en nedgang i teaterinteressen over hele landet, og også i Slagelse faldt antallet af abonnenter gradvist, så teaterkredsen nu er nede på et antal, der ligner det, den startede med i sin tid, ca.1600. De fleste forestillinger spilles kun én gang, men antallet af forskellige forestillinger er i dag stadig oppe på 25-30. Abonnementssystemet med det frie valg af forestillinger var en stor fordel for abonnenterne, men for bestyrelsen betød det et stort arbejde med at vurdere, hvor mange gange den enkelte forestilling skulle spille. Det gik fra 1 til 7 aftener, og der var naturligvis en ret stor usikkerhed, som vi søgte at minimere ved at udlevere spørgeskemaer til abonnenterne, hvor de på forhånd kunne notere, hvilke forestillinger de ville vælge blandt alle de tilbud, vi havde fået fra producenterne. Ved nogle forestillinger med de kendte og berømte skuespillere var det ret let at vurdere antallet af opførelser, men mange gange var det meget svært, og ind i mellem brændte vi os også slemt, så vi sad med et stort underskud, for producenten skulle jo have sin betaling, uanset hvor mange tilskuere der sad i salen. Men her gjaldt det gamle mundheld om at vinde på karrusellerne, hvad man taber på gyngerne, heldigvis, så vi fik oparbejdet en pæn formue, der kunne tjene til buffer, hvis det gik galt i en sæson. Vi havde et meget teaterinteresseret publikum, så selv om abonnenterne kun var forpligtet til at købe 4 forestillinger pr. sæson, var der rigtig mange, der købte mange flere.

De allerfleste af vores stykker blev spillet i teatersalen, men vi havde også andre muligheder. Således spillede de store operaer, der kom med især Jyske Opera, ude i Antvorskovhallen. Jyske Opera havde en stor scene, de kørte rundt med til de sportshaller, hvor operaerne blev opført. Det var noget af et cirkus at få det til at fungere, og dyrt var det også. Vi skulle hyre mandskab til at læsse den store scene af og få den opstillet, og vi skulle have folk til at stille stolene op på gulvet hvor folk sad i 20 rækker på fladt gulv. Rækkerne og stolene skulle nummereres, og når forestillingen var slut, skulle det hele bringes tilbage. Heldigvis var Jyske Operas scene høj, så man kunne med lidt god vilje godt se, hvad der foregik på scenen, men det kneb med at høre på de bagerste rækker. Vi havde imidlertid fået salen godkendt af Jyske Operas chef Francesco Cristofoli, der, inden de kom første gang, gik rundt i hallen og klappede i hænderne, ikke for at udtrykke sin begejstring over salens skønhed, men for at afprøve akustikken og efterklangen. For nogle år siden blev hallen bygget om, så der blev flere pladser på siderne og nye pladser for enderne, så faktisk blev den bedre egnet til at spille opera, men siden da er omkostningerne vokset så meget, at underskuddet bliver så stort, så bestyrelsen synes, det er for dyrt. Resultatet er, at der ikke længere bliver spillet opera i Slagelse, og det er der mange, der beklager.

I en periode på 5 år fra 1996 – 2000 brugte vi friluftsteatret på Frederikshøj. Det var en glimrende scene, og der var plads til mange tilskuere, så det var i og for sig udmærket, men der var jo den usikkerhed, som vores lunefulde klima skabte. Vi måtte sikre os, at vi i tilfælde af kraftig regn kunne flytte forestillingen til teatersalen, så vi var i kontakt med meteorologisk institut, der kunne forudsige vejret på en bestemt lokalitet ret præcist. En gang fik vi at vide, at det ville begynde at regne kl. 22 i Slagelse, og da vores forestilling skulle slutte kl. 21.30 var det i orden. Det kom til at passe. Kl. 22 styrtede regnen ned. Publikum var gået hjem, men derimod måtte Vagn og jeg hjælpe teatret med at pakke det hele sammen og skille scenegulvet ad med store tæpper over hovedet. En anden gang kom der en kraftig, men kort byge, netop mens der var pause. Scenegulvet blev vådt, og det ville være farligt for skuespillerne at optræde, især da det var en forestilling, hvor skuespillerne skulle danse og hoppe rundt på scenen. Jeg kørte hjem og fandt en hel masse gamle håndklæder, som jeg tog med til Frederikshøj, og efter en lidt forlænget pause kunne de spille anden del af forestillingen. Det var Cumulus-teatret, der havde specialiseret sig i at spille Shakespeare, Goldoni og Holberg i en stil, der mindede om det gamle omrejsende gøglerteater. Desværre måtte vi slutte med at bruge Frederikshøj, da trafikstøjen fra motorvejen efterhånden var blevet så stærk, at det var svært at høre replikkerne.

En tredje scene, vi har fået at råde over, er den største af de to gamle gymnastiksale, der hørte til gymnasiet. Det er især Rita Svejgaards teater for børnehavebørnene i Slagelse, der har haft glæde af den. Ritas teater er et kapitel helt for sig selv. Det er et utrolig fint tilbud, børnehaverne her i byen har haft, og det er nu kommet i gang igen efter en usikker periode efter kommunesammenlægningen. Det begyndte helt tilbage i teaterkredsens start, og gennem årene har det foregået mange forskellige steder. Da Teatersalen blev bygget, spillede børneteatrene i teaterfoyeren, men de sidste mange år har det altså været i gymnastiksalen, der nu er blevet indrettet som et rigtigt lille teater. Det bliver desuden brugt ind i mellem, når der er en lille forestilling i voksenteatret, der vil gøre sig bedst i det lille intime rum.

Dengang Vestsjællands Teaterkreds blev startet, var det stort set kun Det danske Teater, der leverede forestillingerne. I de 50 år, der er gået, har et mylder af andre producenter været på spil, mange kun i nogle få sæsoner, men andre som faste leverandører gennem en årrække. Jeg har kigget de gamle sæsonbrochurer igennem og har fundet ud af, at der har været over 70 forskellige producenter. Det har dels været de store institutionsteatre som Århus Teater, Det kongelige Teater, Odense Teater, Ålborg Teater, og dels de mange små teatre, der findes over hele landet som egnsteatre med basis i en kommune. Her i vores region har vi Holbæk Teater, Fair Play, Odsherred Teater. En særlig slags teater, vi har haft på programmet, er moderne dans. I 1982 blev Nyt dansk Danseteater dannet, og det har lige siden været en fast del af vores repertoire sammen flere andre danseteatre, f.eks. Uppercut Danseteater. Nyt dansk Danseteater har dog nu fjernet ordet Nyt fra navnet. Vores scene er ikke egnet til klassisk ballet, men Moderne Dans kan danses alle vegne, og der har altid været et lille, men trofast publikum. Også danseskoler, højskoler, gymnasier i vores opland har haft glæde af denne genre, der med sit intense kropssprog taler til de unge mennesker.

Siden 2005 er jeg så igen almindelig teatergænger. Jeg er blevet alene, men har stadig stor glæde af at komme i teater i Herrestræde til de mange fine forestillinger, der bliver spillet. For mig er der ikke noget andet medie, der kan konkurrere med teatret. Den levende kontakt med skuespillerne, bevidstheden om, at det, man ser lige nu, er enestående, for der er ikke to aftener, der er helt ens, selv om det er det samme stykke, der går over scenen. Der er så mange faktorer, der er med til at bestemme, hvordan netop den aften bliver. Den stilhed, der opstår, når publikum i fællesskab oplever det sublime nu, en stor skuespillers fortolkning af en medrivende tekst, der kan give selv en nøgtern tilskuer en klump i halsen og den særlige følelse af en rislen ned ad ryggen. Begejstringen ved at opleve en dygtig dansers totale kropskontrol.

Siden 1815 har der været teater i Slagelse på forskellige lokaliteter, men for 50 år siden – i 1963 – blev Vestsjællands Teaterkreds stiftet. Foreningens første formand var overlæge V. Foght-Nielsen, der indkaldte til den stiftende generalforsamling. I de første vedtægter stod: ‘Foreningens formål er dels på abonnementsbasis at arrangere teaterforestillinger for foreningens medlemmer og dels at fremme kulturelle bestræbelser af anden art.

Foreningen kan arrangere op til 6 abonnements-teaterforestillinger pr. år’. I år, 50 år senere, har vi rundt regnet 30 forestillinger pr. år!

Vestsjællands Teaterkreds åbningsforestilling den 10. oktober 1964 var Bernard Shaws: ’Helte’. Teaterkredsen var en stor succes, og allerede den første sæson var abonnementstallet oppe på 1600. I 2012 havde Vestsjællands Teaterkreds 1438 abonnenter, men til gengæld et stigende løssalg.

De første år blev forestillingerne overvejende opført på det gamle teater Casino, men i 1980 opførtes den første forestilling på det nybyggede Slagelse Teater i Herrestræde, hvor Vestsjællands Teaterkreds også i dag har til huse.