Historie

Læs de to spændende jubilæumsberetninger fra “første parket”, som er skrevet af henholdsvis Hanne Hansen og Jørgen Christiansen.

God fornøjelse med teaterlæsningen!

Af Hanne Hansen

Jeg har med iver og interesse fulgt Vestsjællands Teaterkreds gennem de sidste 42 år. både ude fra og inde fra (Gennem Uffes bestyrelsesarbejde i mere end 25 år var jeg tæt på mangt og meget ).

Oplevelserne har været mange og stort set alle gode. Men et rids over Teaterkredsens virke kan vel være på sin plads her kort før, der skal fejres 50 års jubilæum. Jeg vil forsøge at lade dette rids blive set dels fra en række skuespilleres udtalelser dels af en tilskuer ( måske somme tider kritisk ).

Det gamle Casino var ikke gennemsyret af luksus bag scenen. Bodil Udsen sad en gang ved den meget bulede og ret så snavsede zink håndvask i en miserabel garderobe og sagde: Jeg elsker publikum i Slagelse, altid veloplagt og altid meget nærværende. Men denne rotterede er værre end mit ”Rottehul”.

Ulf Pilgaard havde meget svært ved at få plads til sine lange, lange ben ved sminkebordet og udbrød: Hold da kæft – dette bord er kun til dværge. Publikum må tage mig, som jeg er. Hvorefter Lisbeth Dahl udbrød: Gør det noget, du ligner altid en klovn”. Lisbeth Dahl selv hævdede, at det var nødvendigt at tage en dram eller to for at kunne klare de garderober. Denne mangel på tilfredshed fik Kulturstyrelsen til at indgå i et samarbejde med Slagelse Kommune, og det gamle Casino – teater blev erklæret for absolut bevaringsværdigt. Derfor blev det besluttet at iværksætte en renovering i 1976. Men ak og ve – som det er alle bekendt, brændte Casino ned til grunden i juli 1976. Dette fik nostalgien frem i rigtig mange skuespillere – Pludselig var Casino noget af det bedste, de nogen sinde havde spillet på. Tiden, der fulgte, blev lettere vanskelig. Først spillede man i det gamle gymnasiums festsal, senere på kasernen. Det sidste blev en prøvelse for de fleste teatergrupper – værst var det dog for Ebbe Rode. Han havde på det tidspunkt svært ved at huske sine replikker, og på kasernen gik det galt, fordi han ikke kunne høre sin suffli. Han var tæt på at ville forlade teateret i pausen, men blev overtalt til at blive, fordi han fik lov til tage sit manus med på scenen. Dette til stor tilfredshed også for publikum, som havde følt sig noget generet af sufflien, som hørtes mere end tydeligt nede i salen. Det var i stykket: Lang dag rejse mod nat. ( Det blev faktisk en lang rejse!! ) Året efter– også på kasernen spillede Ebbe Rode ”Kærestebreve” sammen med Bodil Kjer. Han havde i første omgang sagt nej. Ikke på den umulige scene. Men i det stykke var der jo ingen, der kunne se, at han brugte sit manus. Så han sagde ja. ( Hvem sagde forfængelighed ) Senere kom så det nuværende teater, hvor alle har været mere end glade for at spille – i de sidste 5 – 10 år har det dog været en prøvelse for teknikere. Men man kan i gæstebogen læse om den store tilfredshed og den megen tak for Inger Hamanns omsorg. Hun var og er stadig en legende.

For mere end 40 år siden blev hver sæson indledt med en operette. Kaj Abrahamsen var fast inventar som den, der satte en teatersæson i gang i Slagelse. Der var nærmest ”landesorg”, da han ikke længere formåede at holde liv i sit teater. Da var han over 80 og havde vist også mere end ”overlevet” sig selv. Det var i hvert fald svært at sælge billetter i de sidste par år. Men den daværende bestyrelse valgte at følge en tradition. Vel også lidt veneration over for ”den gamle” mand.

Et år – mens Casino endnu eksisterede – havde teaterkredsen et samarbejde med Dansk – Russisk forening. Dette gjorde det muligt at skaffe ”Svanesøen” med Kiev – balletten til Slagelse. Alle billetter blev revet væk – og der blev oprettet venteliste. Men ak og ve!! Casino var ikke beregnet til Kiev – balletten. Svanerne nåede knapt to spring, så var de ude af scenen. Mere end pinligt. Det år, der blev spillet på Gymnasiet, kom så Kiev operaen. Den ville fremføre diverse high lights fra kendte operaer. Også det blev en begrænset succes. En tilskuer udbrød midt i Toscas store arie – NU går jeg i dækning. Den meget opulente og kraftigt syngende sopran havde insisteret på at lade sin røst forstærke af mere end en mikrofon. det var hun vant til derhjemme. Men bestemt ikke nødvendigt i et gymnasiums festsal.

I det hele taget var der mange meget sjove episoder den gang. Mange af de teatergrupper, som eksisterede dengang, er nu væk. Og med dem masser af originalerne. Dengang overnattede spillerne i Slagelse, hvilket betød, at ingen havde travlt med at komme hjem – især ikke de mindre kendte. De blev hængende i gaderoberne, og det var ikke kun vand, de drak!! Den daværende scenemester havde ofte meget svært ved at få dem ud. Men der var aldrig nogen, som ikke følte sig velkomne i Vestsjællands Teaterkreds. En rar fornemmelse. Og sådan er det stadig – alle føler sig velkomne ( meget velkomne ) i Slagelse. Og det bliver næppe mindre, når teatrene kommer og ser de renoverede omgivelser.

Dengang – for år tilbage – havde Teaterkredsen et meget fint samarbejde med byens skoler ( før overenskomstændringerne for lærere ). Det opsøgende teater kom ud på skolerne – de skoler, som havde en sal og eller en scene. Der blev så spillet for de store klasser – dette fik unge mennesker til at gå i teatret, i hvert fald i en periode. Desværre er det nu svært at få de unge til at gå i teateret – for mange ”ugens tilbud”. Det er ej heller sikkert, at det ville hjælpe at spille for dem i skoletiden.

En overgang arbejdede Teaterkredsen sammen med en institution, som hed: Teater på arbejdspladserne. Da arrangerede man teaterforestillinger på byens store arbejdspladser. Dette faldt en af byens markante kvinder for brystet, hun kontaktede Inger Hamann og spurgte, hvornår man begyndt at lefle for arbejdere?? Inger gav hende tørt på og sagde: Kunst et for alle, også for de, der ikke ved, hvad kunst er!! Så forstummede kritikken. Dette initiativ faldt bort, da initiativtageren fra LO døde. Nu eksisterer den vist ikke længere noget, der hedder kunst på arbejdspladsen.

Som tilskuer gennem mere end 40 år kan man sige, at kvaliteten hos de omrejsende teatergrupper en øget betydeligt. Man kunne engang have den fornemmelse, at mange tænkte. Ak, nu skal vi ud i provinsen, pyt med det – de får bare en forestilling. Mange af de dengang eksisterende grupper har også måttet opgive. Nu kommer alle med kvalitet. De sidste mange sæsoner i Slagelse Teater har været præget af alsidighed og med gode, meget gode præstationer og fin scenografi – ikke nogen blød mellemvare. Ved også, at der fra udbyderne satses på, at der leveres et produkt, som alle kan være bekendt. En Teaterkreds er meget afhængig af, hvad der sendes ud. I Slagelse er vi så heldige, at vi år efter år har kunnet gå i teateret og se forestillinger, der alle har givet noget fra sig, fordi de til enhver tid siddende bestyrelser har formået af sammensætte et meget varieret program. Smalle forestillinger, main stream, musikforestillinger og ballet. Jo, hele spektret har været repræsenteret.

Tak til Vestsjællands Teaterkreds for 42 gode år!!!

Af Jørgen Christiansen, formand 1978-2005

Min kone Elna og jeg havde været medlemmer af teaterkredsen, siden den blev stiftet i 1963. Vi var begge ivrige teatergængere, inden vi kom til Slagelse i 1960, så vi var glade for, at det nu blev muligt at komme i teater i byen til gode og varierede forestillinger. Som abonnent skulle man købe mindst 4 forestillinger pr. sæson, og abonnementsordningen gjorde, at billetterne var til at købe, selv for en nyansat adjunkt. I mange år var vi almindelige abonnenter og havde mange dejlige teateroplevelser.

I slutningen af 1970’erne skete der så pludselig flere dramatiske begivenheder. Casino-teatret brændte i 1976, og året efter døde teaterkredsens formand Valdemar Foght Nielsen. Inden generalforsamlingen i 1978 spurgte min gode ven og kollega Uffe mig, om jeg havde lyst til at komme ind i bestyrelsen, der i øvrigt bestod af Inger Hamann, Uffe Hansen, Jørgen Kanding og Rita Sveigaard. De havde alle været med i bestyrelsen i mange år og havde klart definerede arbejdsområder, så det, der var brug for, var en ny formand i stedet for Foght Nielsen. Jeg havde ingen erfaring med foreningsarbejde, men dog med noget, der lignede, da jeg havde været formand for lærerrådet på gymnasiet, så jeg sagde ja tak. Allerede samme efterår fik jeg mulighed for at blive lidt klogere på, hvad det var, jeg havde sagt ja til. Jeg var med til det årlige store teaterseminar for alle landets teaterforeninger, og der hilste jeg på mange bestyrelsesmedlemmer og hørte på debatten, hvor de aktuelle problemer for teaterforeningerne blev diskuteret. I seminaret deltog også repræsentanter for de producerende teatre, dem, der leverede de forestillinger, vi skulle købe til vores abonnenter. En af de ting, der blev debatteret på seminaret, var, om teaterforeningerne allerede der måtte indgå aftaler med producenterne om køb af forestillinger til den kommende sæson. Den officielle holdning var, at man burde vente til efter nytår, men i løbet af de følgende år blev det mere og mere almindeligt, at der blev aftalt ting og sager i krogene. Aftalerne blev ”skrevet med blyant” af Det danske Teaters turnemand Ib, og som en teaterkreds med et voksende medlemstal og derfor brug for flere opførelser af de forskellige stykker, havde VT en god status hos Ib, fordi vi aftog op til 5 opførelser af stykkerne. Det var jo en klar fordel for D.d.T. at kunne ligge fast en hel uge samme sted.

Fra begyndelsen og helt frem til jeg blev formand, var stykkerne samlet i serier med 5 i hver. De enkelte serier havde hver deres særpræg. Der var de lette og underholdende, og der var de mere eksperimenterende og alvorlige. Bestyrelsen sørgede for, at der i en serie af overvejende underholdende karakter også var mindst én forestilling af de mere seriøse. Man havde fra den socialdemokratiske kulturpolitik overtaget tanken om, at man på den måde kunne ”opdrage” teatergængerne til at få en bredere forståelse af teaterkunsten. En tanke, jeg altid har været skeptisk overfor, og det ar en af grundene til, at jeg fik resten af bestyrelsen til at acceptere en ny måde at lade publikum vælge på. Vi ophævede serierne, og abonnenterne kunne derefter selv vælge, hvilke stykker der skulle indgå i deres abonnement, der stadig skulle være på mindst 4 forestillinger. Også den lille såkaldte ungdomsserie med særligt eksperimenterende forestillinger indgik derefter i det store udbud. Samtidig med ophævelsen af serierne øgede vi antallet af forestillinger, så der nu blev op til 20 forskellige titler. Abonnenterne tog med begejstring mod det nye, og medlemstallet steg kraftigt de følgende år.

Ved Casinos brand stod Teaterforeningen uden scene, men Gymnasiets rektor Skouby gik ind på at lade os spille på gymnasiets scene i festsalen. Vi fik bygget nogle podier, så gulvet fik en stigning for hver 3. række, hvorefter også de bagerste tilskuere kunne se, hvad der foregik på scenen. Dengang Casino var nyt i 1892 klarede man det problem på en anden måde. Casino havde fladt gulv, så salen også kunne bruges til at danse i, og problemet med udsynet fra de bagerske rækker klarede man ved at gøre stolene højere og højere. Gymnasiets festsal kunne jo kun være en midlertidig løsning, og man overvejede flere andre muligheder, men det endte alligevel med, at kommunen besluttede at købe salen og bygge den om til et rigtigt teater, da Gymnasiet på samme tid flyttede ud i de nye bygninger på Willemoesvej. Efter tre sæsoner i festsalen måtte vi i sæson 1979/80 leje en sportshal på Antvorskov kaserne, hvor der ved den ene langside var en ret stor teaterscene. Podierne fra festsalen blev flyttet med ud til kasernen, men der var brug for nogle flere, og foreningens bestyrelse brugte en arbejdsweekend til at banke nogle spånplader sammen til nye podier. Vores scenemand Vagn var en effektiv leder af arbejdet, og bestyrelsen med ægtefæller fik prøvet kræfter med en anden slags bestyrelsesarbejde.

I sæson 1980/81 kunne vi så indvie det nye Slagelse Teater med 564 pladser. Teatret havde fra begyndelsen nogle mangler så som en alt for lille og nærmest ubrugelig orkestergrav, en lovlig lille scene og et antal pladser, der gør det vanskeligt at få økonomien til at løbe rundt. men det har alligevel fungeret fint i de nu 33 år, der er gået siden. Og nu er der så endelig sket det, som teaterforeningsbestyrelsen har drømt om i alle årene: Teatret bliver bygget om, så de mangler, det har haft fra sin fødsel, bliver afhjulpet.

Den nye teatersal og den nye abonnementsstruktur med det frie valg betød, at medlemstallet steg støt de følgende år, så i løbet af 1980’erne og 90’erne voksede vi til at blive landets største teaterkreds med over 5500 abonnenter og et antal spilleaftener på op mod 70 på en sæson. Med årtusindskiftet kom der en nedgang i teaterinteressen over hele landet, og også i Slagelse faldt antallet af abonnenter gradvist, så teaterkredsen nu er nede på et antal, der ligner det, den startede med i sin tid, ca.1600. De fleste forestillinger spilles kun én gang, men antallet af forskellige forestillinger er i dag stadig oppe på 25-30. Abonnementssystemet med det frie valg af forestillinger var en stor fordel for abonnenterne, men for bestyrelsen betød det et stort arbejde med at vurdere, hvor mange gange den enkelte forestilling skulle spille. Det gik fra 1 til 7 aftener, og der var naturligvis en ret stor usikkerhed, som vi søgte at minimere ved at udlevere spørgeskemaer til abonnenterne, hvor de på forhånd kunne notere, hvilke forestillinger de ville vælge blandt alle de tilbud, vi havde fået fra producenterne. Ved nogle forestillinger med de kendte og berømte skuespillere var det ret let at vurdere antallet af opførelser, men mange gange var det meget svært, og ind i mellem brændte vi os også slemt, så vi sad med et stort underskud, for producenten skulle jo have sin betaling, uanset hvor mange tilskuere der sad i salen. Men her gjaldt det gamle mundheld om at vinde på karrusellerne, hvad man taber på gyngerne, heldigvis, så vi fik oparbejdet en pæn formue, der kunne tjene til buffer, hvis det gik galt i en sæson. Vi havde et meget teaterinteresseret publikum, så selv om abonnenterne kun var forpligtet til at købe 4 forestillinger pr. sæson, var der rigtig mange, der købte mange flere.

De allerfleste af vores stykker blev spillet i teatersalen, men vi havde også andre muligheder. Således spillede de store operaer, der kom med især Jyske Opera, ude i Antvorskovhallen. Jyske Opera havde en stor scene, de kørte rundt med til de sportshaller, hvor operaerne blev opført. Det var noget af et cirkus at få det til at fungere, og dyrt var det også. Vi skulle hyre mandskab til at læsse den store scene af og få den opstillet, og vi skulle have folk til at stille stolene op på gulvet hvor folk sad i 20 rækker på fladt gulv. Rækkerne og stolene skulle nummereres, og når forestillingen var slut, skulle det hele bringes tilbage. Heldigvis var Jyske Operas scene høj, så man kunne med lidt god vilje godt se, hvad der foregik på scenen, men det kneb med at høre på de bagerste rækker. Vi havde imidlertid fået salen godkendt af Jyske Operas chef Francesco Cristofoli, der, inden de kom første gang, gik rundt i hallen og klappede i hænderne, ikke for at udtrykke sin begejstring over salens skønhed, men for at afprøve akustikken og efterklangen. For nogle år siden blev hallen bygget om, så der blev flere pladser på siderne og nye pladser for enderne, så faktisk blev den bedre egnet til at spille opera, men siden da er omkostningerne vokset så meget, at underskuddet bliver så stort, så bestyrelsen synes, det er for dyrt. Resultatet er, at der ikke længere bliver spillet opera i Slagelse, og det er der mange, der beklager.

I en periode på 5 år fra 1996 – 2000 brugte vi friluftsteatret på Frederikshøj. Det var en glimrende scene, og der var plads til mange tilskuere, så det var i og for sig udmærket, men der var jo den usikkerhed, som vores lunefulde klima skabte. Vi måtte sikre os, at vi i tilfælde af kraftig regn kunne flytte forestillingen til teatersalen, så vi var i kontakt med meteorologisk institut, der kunne forudsige vejret på en bestemt lokalitet ret præcist. En gang fik vi at vide, at det ville begynde at regne kl. 22 i Slagelse, og da vores forestilling skulle slutte kl. 21.30 var det i orden. Det kom til at passe. Kl. 22 styrtede regnen ned. Publikum var gået hjem, men derimod måtte Vagn og jeg hjælpe teatret med at pakke det hele sammen og skille scenegulvet ad med store tæpper over hovedet. En anden gang kom der en kraftig, men kort byge, netop mens der var pause. Scenegulvet blev vådt, og det ville være farligt for skuespillerne at optræde, især da det var en forestilling, hvor skuespillerne skulle danse og hoppe rundt på scenen. Jeg kørte hjem og fandt en hel masse gamle håndklæder, som jeg tog med til Frederikshøj, og efter en lidt forlænget pause kunne de spille anden del af forestillingen. Det var Cumulus-teatret, der havde specialiseret sig i at spille Shakespeare, Goldoni og Holberg i en stil, der mindede om det gamle omrejsende gøglerteater. Desværre måtte vi slutte med at bruge Frederikshøj, da trafikstøjen fra motorvejen efterhånden var blevet så stærk, at det var svært at høre replikkerne.

En tredje scene, vi har fået at råde over, er den største af de to gamle gymnastiksale, der hørte til gymnasiet. Det er især Rita Svejgaards teater for børnehavebørnene i Slagelse, der har haft glæde af den. Ritas teater er et kapitel helt for sig selv. Det er et utrolig fint tilbud, børnehaverne her i byen har haft, og det er nu kommet i gang igen efter en usikker periode efter kommunesammenlægningen. Det begyndte helt tilbage i teaterkredsens start, og gennem årene har det foregået mange forskellige steder. Da Teatersalen blev bygget, spillede børneteatrene i teaterfoyeren, men de sidste mange år har det altså været i gymnastiksalen, der nu er blevet indrettet som et rigtigt lille teater. Det bliver desuden brugt ind i mellem, når der er en lille forestilling i voksenteatret, der vil gøre sig bedst i det lille intime rum.

Dengang Vestsjællands Teaterkreds blev startet, var det stort set kun Det danske Teater, der leverede forestillingerne. I de 50 år, der er gået, har et mylder af andre producenter været på spil, mange kun i nogle få sæsoner, men andre som faste leverandører gennem en årrække. Jeg har kigget de gamle sæsonbrochurer igennem og har fundet ud af, at der har været over 70 forskellige producenter. Det har dels været de store institutionsteatre som Århus Teater, Det kongelige Teater, Odense Teater, Ålborg Teater, og dels de mange små teatre, der findes over hele landet som egnsteatre med basis i en kommune. Her i vores region har vi Holbæk Teater, Fair Play, Odsherred Teater. En særlig slags teater, vi har haft på programmet, er moderne dans. I 1982 blev Nyt dansk Danseteater dannet, og det har lige siden været en fast del af vores repertoire sammen flere andre danseteatre, f.eks. Uppercut Danseteater. Nyt dansk Danseteater har dog nu fjernet ordet Nyt fra navnet. Vores scene er ikke egnet til klassisk ballet, men Moderne Dans kan danses alle vegne, og der har altid været et lille, men trofast publikum. Også danseskoler, højskoler, gymnasier i vores opland har haft glæde af denne genre, der med sit intense kropssprog taler til de unge mennesker.

Siden 2005 er jeg så igen almindelig teatergænger. Jeg er blevet alene, men har stadig stor glæde af at komme i teater i Herrestræde til de mange fine forestillinger, der bliver spillet. For mig er der ikke noget andet medie, der kan konkurrere med teatret. Den levende kontakt med skuespillerne, bevidstheden om, at det, man ser lige nu, er enestående, for der er ikke to aftener, der er helt ens, selv om det er det samme stykke, der går over scenen. Der er så mange faktorer, der er med til at bestemme, hvordan netop den aften bliver. Den stilhed, der opstår, når publikum i fællesskab oplever det sublime nu, en stor skuespillers fortolkning af en medrivende tekst, der kan give selv en nøgtern tilskuer en klump i halsen og den særlige følelse af en rislen ned ad ryggen. Begejstringen ved at opleve en dygtig dansers totale kropskontrol.

Siden 1815 har der været teater i Slagelse på forskellige lokaliteter, men for 50 år siden – i 1963 – blev Vestsjællands Teaterkreds stiftet. Foreningens første formand var overlæge V. Foght-Nielsen, der indkaldte til den stiftende generalforsamling. I de første vedtægter stod: ‘Foreningens formål er dels på abonnementsbasis at arrangere teaterforestillinger for foreningens medlemmer og dels at fremme kulturelle bestræbelser af anden art.

Foreningen kan arrangere op til 6 abonnements-teaterforestillinger pr. år’. I år, 50 år senere, har vi rundt regnet 30 forestillinger pr. år!

Vestsjællands Teaterkreds åbningsforestilling den 10. oktober 1964 var Bernard Shaws: ’Helte’. Teaterkredsen var en stor succes, og allerede den første sæson var abonnementstallet oppe på 1600. I 2012 havde Vestsjællands Teaterkreds 1438 abonnenter, men til gengæld et stigende løssalg.

De første år blev forestillingerne overvejende opført på det gamle teater Casino, men i 1980 opførtes den første forestilling på det nybyggede Slagelse Teater i Herrestræde, hvor Vestsjællands Teaterkreds også i dag har til huse.