
Familieforestilling - Ekstra
Robin Hood (søndag)
MEDVIRKENDE
Christoffer Læssø, Emilie Rasmussen, Jesper Riefensthal, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes, Mathias Sprogøe Fletting, Morten Christensen og kapelmester Stine Steendorph Petersen samt to musikere
Producent Folketeatret
Årets store familieforestilling – anbefales fra 6 år. I alt 9 medvirkende + 2 musikere!
Årets familieforestilling fra Folketeatret er en livlig og humoristisk version af den kendte fortælling om Robin Hood og hans bande, som huserer i Sherwoodskoven og stjæler fra de rige for at give til de fattige.
Der er både eventyr, romantik og slåskampe og en ærlig harme over social ulighed på spil i Robin Hood, og mange af de elskede figurer og scener, som vi husker, er også med: Den ikke helt fromme Broder Tuck, den stærke lille John, som er mester i stokkekamp, Sheriffen af Nottingham, som aldrig har held med at fange Robin, den grådige Prins John, som misbruger sit job som vikar for sin bror, Kong Richard og ikke mindst Lady Marian, hvis hjerte Robin Hood vinder i en bueskydningskonkurrence.
Men ikke alt er ved det gamle, for kvinderne omkring denne kække bande af mænd slår fra sig mindst lige så godt som mændene, som de er overlegne i både kløgt, mod og bueskydning. Det er også kvinderne, der spiller en afgørende rolle, da Robin Hoods sans for livets uretfærdighed vækkes. Vi oplever Robins udvikling fra ubekymret drengerøv til bevidst, ung mand, der tager ansvar for at ændre samfundets uretfærdigheder. Hvis vi ikke hjælper hinanden, er vi ilde stedt.
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
NB! Du vil få anvist en plads ved ankomst
Da vi startede billetsalg primo maj, var det med en forventning om, at vi til sæsonstart, ville kunne afvikle forestillingerne som tidligere med publikum på alle sæder. Desværre er dette ikke tilfældet.
For at vi kan overholde myndighedernes krav om afstand mellem publikum, er pladsreservationerne suspenderet, og du kan derfor ikke komme til at sidde på den plads, du har bestilt. Vi håber på din forståelse for dette, da denne fremgangsmåde er afgørende for, at vi kan gennemføre forestillingen.
Instruktøren Frede Gulbrandsen har skabt et levende, sjovt og poetisk univers, og løjerne henvender sig både til børn og voksne.
Folketeatrets opsætning af Robin Hood er ikke kun en eventyrlig rejse tilbage til 1100-tallets England, men også samfundsrelevant og satirisk familieunderholdning i verdensklasse.
Sherwoodskoven har indtaget Folketeatrets store scene. Den kendte fortælling om Robin Hood, der tog fra de rige og gav til de fattige, er blevet til en gakket og tempofyldt forestilling, hvor tiden bare flyver afsted. Selv kulisserne flyver afsted.
Folketeatrets Robin Hood er fantastisk familieteater, som vil begejstre både store og små. Der er en tilpas mængde lag, så tilskueren alt efter alder og udvikling kan få forskellige, dybere pointer med hjem – sammen med en god portion humor leveret af et veloplagt skuespillerhold. Fang forestillingen i Nørregade eller ude i landet på dens turné!
På Folketeatret laver de både en sjov og underfundig forestilling, der rammer lige ned i ethvert hjerte, stort som lille. For på Folketeatrets Store Scene gives der i den grad liv til den efterhånden ældgamle historie om Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de fattige i Sherwoodskoven i England.
Folketeatrets Robin Hood er en stærkt underholdende og engagerende familiekomedie i højt tempo (…).
“Robin Hood” på Folketeatret er simpelthen en god oplevelse takket være hele holdet. Dermed er Folketeatret lige nu den sjoveste mulighed for godt familieteater i hovedstaden.
Christopher Læssø er en nuttet Robin Hood, som man bare får lyst til at kramme, og det nye talent Emilie Rasmussen har ikke blot ben i næsen men også amors pil på buen i rollen som den uhyre selvstændige Marian. (…) en af årets mest sprudlende familieforestillinger.
Det er eventyr og fortælling for hele familien der i den grad rammer plet på stort set alle parametre!
Robin Hood opfylder kontrakten med familiepublikummet. Det er sjovt, actionfyldt og musikalsk.
Til ind i foråret kan små og store over hele landet se en livlig udgave af historien om Robin Hood, moderniseret i tidens oplevelsesstil.
Hvor er det befriende at opleve en familieforestilling, hvor det er humoren, der er forestillingens fremdrift. Sådan er det med Robin Hood på Folketeatret. (…) Denne Robin Hood sejrer med sin ukuelige idealisme. Alt efter alder og perspektiv kan tilskueren selv lege videre med eventyrsymbolikken.
Folketeatrets Robin Hood er på bedste vis omgjort til en middelalder-meta-fortælling med moderne twists & turns og kan varmt anbefales for alle aldre.
Folketeatrets forestilling er fuld af kalorier – især fordi den tør gå en bestemt engelsk teatertradition i bedene.
(Bemærk, det har tidligere været annonceret (bl.a. i det trykte program), at Marie Bach Hansen skulle spille Lady Marian. Marie Bach Hansen er desværre blevet forhindret i at spille rollen, som i stedet overtages af Emilie Rasmussen).
BILLETKATEGORI | |||
Medlem | |||
Løssalg | |||
Under 25 |