
Skuespil
Endnu en dag i Guds skaberværk
MEDVIRKENDE
Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze
Producent Det Kgl. Teater
Optakt med Alexander Bryld Obaze kl. 17.30. Tilmelding via Teaterkontoret. Læs mere nedenfor.
Katrine Marie Guldagers anmelderroste og samfundsspidende roman om selvværd, sorg og omsorg som teater med Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze. En rolle som bl.a. Iben Hjejle har modtaget stor ros og anerkendelse for. Anmelderne er vilde med Iben Hjejles præstation, og flere har kvitteret med 5 stjerner. ”Iben Hjejle er blændende” og ”Uhyre seværdig teateroplevelse” er blot nogle af de roser, forestillingen har fået.
Lotte ligger søvnløs i sin lejlighed. Hun er blevet forladt af sit livs kærlighed, Michael, og hun er tilmed blevet fyret fra sit arbejde som socialrådgiver. Pludselig ringer Michaels voksne søn, Daniel, som ikke kan få fat i sin far. De finder Michael død i sin lejlighed.
I alle sine voksne år har Lotte forpligtet sig på fællesskabet og sine medmennesker. Hun har taget sig af de svageste, men nu er der ingen, der tager sig af hende. Sammen med Daniel kaster hun sig ud i at opklare Michaels mystiske død.
Mens Lotte prøver at lægge en plan for sig selv, træder hun samtidig ufrivilligt ind i sin nabos stormomsuste ægteskabsdrama, forstyrres af sin formynderiske socialrådgivers krav om CV-kurser, ekskollegaer, der fuld af sympati beklager hendes uretfærdige fyring, og så hænger hun på naboens børn uden selv at vide, hvorfor det lige er hende, der skal agere støttepædagog. Alt imens forløser naboen selv ægteskabskrisen i Lottes seng.
Med Iben Hjejle som den bramfri og sarkastiske Lotte, der ikke orker mere uanstændighed eller ligegyldighed, og Alexander Bryld Obaze som den søgende Daniel, iscenesætter Camille Sieling Langdal en forestilling med humor og smerte om at ville redde verden, og hvor hurtigt man kan ende på bunden.
Endnu en dag i Guds skaberværk er del af Katrine Marie Guldagers populære trilogi, Vrede kvinder, der bærer verdens vægt på deres skuldre og efterhånden som presset tvinger dem i knæ udråber deres galde mod en uretfærdig verden. Guldager skriver med sort humor om de negative følelser og frustrationen over livet. Udover Endnu en dag i Guds skaberværk består trilogien af Birgithe med th og Jeg hører, hvad du siger.
Forventet varighed: 1 time og 30 min. (ingen pause)
Mød skuespiller Alexander Bryld Obaze inden forestillingen
Kære publikum
Du har nu mulighed for at møde skuespiller Alexander Bryld Obaze fra Det Kgl. Teater inden forestillingen ’Endnu en dag i Guds skaberværk’. Alexander har nemlig sagt ja til at holde en optakt inden forestillingen, der gæster Slagelse Teater tirsdag 17. februar 2026. Her vil han bl.a. fortælle om tilblivelsen af stykket i samarbejde med Det Kgl. Teater og om samarbejdet med Iben Hjejle, der spiller Lotte i forestillingen.
Gratis at deltage
Det er gratis at deltage i optakten, når man har billet til forestillingen, men kræver tilmelding til Teaterkontoret (begrænset antal pladser – først til mølle). Optakten holdes i cafeen under teatret og starter kl. 17.30. Optakten varer ca. en halv time.
Tilmelding til optakt
Tilmelding til optakten skal ske direkte til Teaterkontoret på info@teaterkreds.dk eller på tlf. 5852 5640.
Bestilling af aftenens teatermenu
Der er mulighed for at spise i cafeen mellem optakt og forestilling. Teatercafeen serverer denne aften en lækker Carvery-buffet med 3 slags kød, 2 slags kartofler, sovse og salater til 190 kr. pr. person. Spisningen starter efter optakten kl. ca. 18.15. Bestilling skal ske senest 2 hverdage før forestillingen på mad@sjteater.dk eller på tlf. 2290 1777 alle hverdage mellem kl. 10-14 (det er IKKE muligt at bestille via telefonsvarer).
| BILLETKATEGORI | |||
| Medlem | |||
| Løssalg | |||
| Under 25 |



